Sommersolhverv – årets lyseste tid og en invitation til at mærke livet

af Heidi Hajslund
Sommersolhverv – årets lyseste tid og en invitation til at mærke livet

Sommersolhverv – årets lyseste tid og en invitation til at mærke livet

Den 21. juni markerer vi sommersolhverv – årets længste dag og lyseste tid.

Naturen står frodig og kraftfuld omkring os. Markerne bølger grønt, blomsterne står i flor, og de lyse nætter inviterer os ud under himlen. Måske mærker du allerede den særlige energi, som denne tid på året bærer med sig.

Fejring af sommersolhverv

Sommersolhverv er blevet fejret af mennesker i årtusinder. På tværs af kulturer og generationer har vi samledes omkring lyset, naturens overflod og livets cykliske bevægelser.

Måske markerer du midsommeren omkring Sankt Hans-bålet. Måske har du dine egne traditioner. Måske nøjes du med at stoppe op et øjeblik og lade dig berøre af den særlige stemning, som denne tid på året bærer med sig.

Selv holder jeg af at fejre Sommersolhverv med bål, fællesskab og sang. En af de midsommersange, der rører mig mest, er Når jeg danser bålet af Nana Jacobi. For mig indfanger den noget af den glæde, livskraft og forbundethed, som midsommeren inviterer os ind i.

Indre sommer

Sommersolhverv er et højdepunkt i naturens cyklus. En tid hvor livet udfolder sig i sin fulde kraft. Men det er også en invitation til at stoppe op et øjeblik og spørge:

Hvad blomstrer i mit liv lige nu?

Hvad giver mig energi?

Hvad fylder mit hjerte med glæde?

Hvad får mig til at føle mig levende?

Sommerens livskraft

Sommeren inviterer os til at åbne os.

Til lys.

Til livskraft.

Til fællesskab.

Til alt det, der nærer os og minder os om, at vi lever.

Samtidig er sommeren for mange af os fyldt med aftaler, oplevelser, ferier, familietid og sociale arrangementer. Dejlige begivenheder som forbinder os med andre og giver gode minder. Men dagene bliver også let fyldt op, og vi kan komme til at bevæge os så hurtigt, at vi mister kontakten til os selv undervejs.

Måske kender du følelsen af først at opdage din egen træthed, når ferien er slut.

Eller oplevelsen af at have været omgivet af mennesker hele sommeren uden egentlig at have været sammen med dig selv.

Et lille åndehul til dig

Derfor vil jeg invitere dig til at skabe et lille åndehul for dig selv hver dag denne sommer.

Det behøver ikke være stort.

Måske er det fem minutter med bare fødder i græsset.

Et øjeblik med ryggen mod et træ.

Et havbad tidligt om morgenen.

En gåtur i aftensolen.

Eller blot tre rolige åndedrag, hvor du mærker kroppen og jorden under dig.

Når vi giver opmærksomhed til sanserne og naturen omkring os, hjælper vi nervesystemet med at finde ro. Vi får jordforbindelse og bliver mindet om, at vi også er en del af naturens rytmer.

Ofte er det netop i de små pauser, at vi bedst kan mærke, hvad der virkelig giver os livskraft.

Og hvis noget i dig tænker:

“Det kan jeg ikke tillade mig.”

“Der er vigtigere ting.”

“Jeg må tage mig af de andre først.”

Så mød den indre stemme med nysgerrighed.

Måske er det en del af dig, som gennem mange år har båret ansvar og som er låst fast i gamle overbevisninger om, hvad der skal til for at føle sig værdig og tryg.

Du fortjener en sommer, hvor der er plads til hele dig!

Solvending

Sommersolhverv er ikke kun kulminationen af lyset. Det er også et vendepunkt.

Lige dér, hvor solen står højest på himlen, begynder lyset langsomt at vende. Næsten umærkeligt bliver dagene igen kortere.

Naturen minder os om noget vigtigt: At al vækst og udfoldelse følges af en bevægelse tilbage mod hvile, modning og fordybelse.

Jeg glæder mig til at nyde sommerens lange lyse dage. Og samtidig holder jeg af den særlige stemning, der opstår, når sensommeren langsomt nærmer sig.

Det gyldne lys. Den modne natur. Den ro, der ofte følger efter midsommerens mere udadvendte energi.

Måske genkender du også denne bevægelse i dig selv. En længsel efter lidt mere langsomhed. Lidt mere nærvær. Lidt mere tid til at lytte indad.

Naturens cyklus som spejl for vores indre landskab

I mit arbejde med kvinder er dette et gennemgående tema.

Vi lader naturens cyklus spejle vores indre landskab.

Ligesom naturen bevæger sig gennem årstiderne, gør vi det også.

Der er tider i livet, hvor noget spirer.

Tider hvor vi blomstrer.

Tider hvor vi høster.

Og tider hvor vi må give slip.

Når vi begynder at lytte til disse rytmer, oplever mange kvinder en dybere kontakt til sig selv, deres krop og deres egen indre visdom.

Kvindecirkel fra sensommer og ind i efteråret

Til september starter et nyt kvindecirkelforløb

Her følger vi sensommerens og efterårets bevægelse indad og undersøger de temaer, som denne årstid inviterer os ind i: høst, taknemmelighed, modning og det at slippe det, som tynger.

I et trygt og nærende fællesskab arbejder vi med naturforbundethed, refleksion, kropsligt nærvær og det indre arbejde.

Der er plads til både glæde og sårbarhed.

Til stilhed og fællesskab.

Til hele dig.

Hvis du er nysgerrig, kan du læse mere om efterårets kvindegruppe på hjemmesiden.

En sommer med plads til dig

Lad sommeren være en tid, hvor du ikke kun giver til andre.

Men også øver dig i at tage imod.

Af naturen.

Af livet.

Af fællesskabet.

Og af dig selv.

Jeg ønsker dig et smukt sommersolhverv fyldt med lys, livskraft og forbundethed.

Mere fra bloggen

Søger du en privat jordemoder i Roskilde? Jeg har flyttet min privat jordemoder-virksomhed til adressen jordemoder.eu