Livstræer

Indimellem har vi brug for et livstræ at læne os ind i.

Det kan være et helt konkret træ. Et gammelt, solidt træ med stammen fast forankret og rødderne dybt i jorden. Et træ, vi kan besøge, lægge hånden på eller læne ryggen imod og for en stund mærke noget af dets tyngde og ro.

En påmindelse til kroppen om, at vi også hører til her. At jorden bærer os.

Men et livstræ kan også være et andet menneske.

Et menneske, der står solidt nok i sig selv til, at vi for en stund kan læne os ind i det. Ikke et menneske, der skal redde os eller tage ansvaret for vores liv, men et menneske, der kan blive stående sammen med os, med nærværende tilstedeværelse, når vores egen grund føles usikker.

Jeg er selv sådan et livstræ for andre.

Og jeg har selv brug for livstræer.

Når vi begynder at se tydeligere

Der er perioder i livet, hvor det, vi tidligere har kunnet leve med, pludselig bliver sværere at overse.

Det kan ske i forbindelse med en livsovergang, under graviditet og moderskab, i en skilsmisse, under stress eller sygdom, når børnene bliver større, i perimenopausen eller overgangsalderen eller når et arbejdsliv ikke længere føles meningsfuldt.

Men det behøver ikke være, fordi noget særligt er sket.

Nogle gange begynder vi bare at se os selv, vores handlinger og vores relationer tydeligere.

Måske opdager vi, hvor ofte vi tilsidesætter vores egne behov. Hvor meget ansvar vi tager for andres følelser. Hvor hurtigt vi gør os mindre for at bevare roen. Eller hvor længe vi har tilpasset os, pleaset og accepteret noget, som egentlig ikke føles rigtigt.

Og når først vi begynder at se, kan det være svært bare at lukke øjnene igen.

At se ærligt og uden filter på vores liv og at mærke en længsel efter forandring, kan vække frygt.

For hvad sker der, hvis jeg begynder at sige nej tak?

Hvis jeg sætter en grænse?

Hvis jeg holder op med at tage ansvar for, hvordan de andre har det?

Hvis jeg begynder at leve mere i overensstemmelse med det, der faktisk betyder noget for mig?

Når forandring føles utryg

Forandring kan føles særligt utryg, hvis vi er vokset op i en familie, hvor vi tidligt lærte at tilpasse os, aflæse stemninger eller tage ansvar for andre, for at bevare kontakten og følelsen af tryghed.

Det, der engang var en hjælpsom strategi, kan følge med os langt ind i voksenlivet.

Måske blev du hende, der kunne mærke, hvordan alle andre havde det. Hende, der ikke skabte problemer. Hende, der tog ansvar. Hende, der kunne klare sig selv. Hende, der sørgede for, at alle andre havde det godt.

Og måske er du blevet rigtig dygtig til det. Så dygtig, at du indimellem har svært ved at mærke, hvad du egentlig føler, har brug for eller længes efter.

Big Mamma-energi

Det kræver mod at begynde at stå mere ved sig selv. Ikke ved at tromle hen over andre eller holde op med at tage hensyn. Men ved langsomt at opdage, at der også må være plads til dig, dine følelser og dine behov og ønsker.

Men det kan også vække frygt. Frygt for at blive forladt, forvist og fortabt.

Og det er netop i sådan en periode, at det kan være hjælpsomt med et livstræ. En form for Big Mamma i vores liv, som en moderlig energi, et menneske eller et sted, der med åbne arme siger: Du er værdig, elsket og holdt.

Et sted, hvor vi ikke først skal tage os sammen eller lave om på os selv, for at være værdige til kontakt, nærvær og omsorg.

Nogle gange har vi brug for et menneskeligt livstræ, som f.eks. en veninde, mentor, terapeut, jordemoder eller et andet menneske, der kan være sammen med os i det, der er svært og i det, der er ved at forandre sig. Et voksent og selvansvarligt menneske, som vi i en periode kan læne os ind i. Et menneske, der ikke skal fikse eller fortælle os, hvad vi skal gøre, men som kan være sammen med os, mens vi finder vores egen vej.

Nogle gange kan vi også finde noget af den samme energi i naturen, f.eks.: Et gammelt træ. Havet. Jorden under vores fødder. En klippe.

Noget større og mere stabilt, som ikke kræver noget af os, men som blot er der, med en form for nærværende tilstedeværelse.

Dit indre livstræ

Måske har du mærket det på en stille gåtur i sneen eller ved en smuk solnedgang. I et øjeblik med dyb kontakt til et andet menneske eller et dyr. Eller en følelse af at du bare ved, hvad der er rigtigt for dig uden helt at kunne forklare det.

Den indre ro, intuition og følelsen af forbundethed. Det er dit indre livstræ. Dit Selv. Din livskraft. Det sted i dig, hvor du kan finde hjem igen.

Når livet stormer, eller når gamle følelser og mønstre aktiveres, kan kontakten til det indre livstræ være svær at mærke.

Her kan et andet menneskes ro og nærvær hjælpe os med at være sammen med de dele af os, der bærer svære følelser som frygt, skyld og skam.

Ikke for at fjerne dem.

Men for at møde dem.

Lytte til dem.

Og hjælpe dem med at opdage, at vi ikke længere befinder os dér, hvor deres gamle strategier blev nødvendige.

Langsomt kan der komme mere plads. Mere ro. Og måske også mere mod til at handle i overensstemmelse med det, vi mærker er vigtigt for os.

At finde hjem igen og igen

Sammen og hver for sig kan vi lære at vende hjem til vores eget indre livstræ igen og igen.

Vi kan blive bedre til at mærke vores egne behov og værdier og til at stå ved dem, også når noget i os bliver bange. Til at række ud, når livet bliver svært. Og til at forbinde os med mennesker, der kan stå sammen med os uden at kræve, at vi forlader os selv.