Allehelgen - Porten til vinteren
Foto: Heidi Hajslund
Årshjulet drejer og vi er nu nået til en af årets sidste årstidsfejringer, som er Allehelgen.
Der er en særlig stemning over de sidste dage i oktober. Jeg suger lyset ekstra meget til mig. Jeg nyder de gyldne farver og efterårets mildhed. Jeg plukker de sidste morgenfruer og sætter dem i vaser, så de kan lyse i mørket. For jeg ved, at vi står på tærsklen til vinteren og inden længe vil lyset svinde og træerne stå nøgne og naturen vil trække sit liv tilbage fra det synlige.
I takt med at dagene bliver kortere, inviterer naturen os til at sænke tempoet. Til mere hvile, stilhed, refleksion og indre fordybelse. I en travl hverdag kan vi let glemme denne bevægelse eller mangle tid og rum til at give den plads. Men langsomhed skaber ro, kontakt og mere klarhed. I mine kvindegrupper skaber jeg gennem efteråret rum for netop det
Denne magiske tid har i mange år været omgærdet af fortællinger og ritualer. Samhain, Allehelgen, Día de Muertos og Halloween har forskellige historiske, kulturelle og religiøse rødder, men omkring denne tærskel finder vi igen og igen menneskets behov for at markere mørkets komme, døden og forbindelsen til dem, der gik før os.
Døden og mørket er ellers ikke emner, der får meget plads i hverdagen. For mange vækker det ubehag at tænke på, at vi eller vores kære en dag skal herfra. Men omvendt kan dét at forholde sig til, at livet ikke varer evigt også være en kærlig påmindelse om, at leve med nærvær og mening imens vi er her.
Allehelgen falder på den tid af året, hvor naturen selv er i færd med at give slip. Det er naturens stille død. Og på den fineste vis kan efteråret lære os meget om mørket og om dødsprocesser.
For et par år siden læste jeg Hanna Snorradottirs fortælling om HEL og jeg blev så begejstret. Hun fortæller om HEL der, som mytologisk figur, både er dødsgudinden men også altings store (liv)moder, en skikkelse der rummer både afslutning og begyndelse. Når vi står over for livets sidste rejse, er hun den trygge favn, der tager imod os med åbne arme, og gør os hele og i ét med alting. Det er et billede, der ikke kun minder mig om livets cykliske natur, men også om den skønhed og ro, der kan findes i at give slip.
Som helt ung arbejdede jeg på et plejehjem. Her oplevede jeg flere gange at sidde alene ved et døende menneskes side. Når sjælen var ved at forlade kroppen, skulle vinduet åbnes. Jeg husker det som meget smukt og fredfyldt, men også sørgeligt. Der var en særlig stilhed omkring de stunder og en fornemmelse af at være tæt på noget af det mest grundlæggende i livet.
Senere, som jordemoder, har jeg mange gange stået ved en anden af livets store tærskler. Jeg har fulgt kvinder gennem fødsler og været vidne til det øjeblik, hvor et nyt menneske kommer til verden. Men jeg har også stået i situationer, hvor fødsel og død kom smertefuldt tæt på hinanden.
Med årene er det blevet slående for mig, hvor meget livets begyndelse og afslutning har til fælles.
Begge er overgange, vi ikke fuldt ud kan kontrollere. Begge kalder på en form for hengivelse til kroppens og livets processer. Og begge kan bringe os helt tæt på det sted, hvor ordene ikke længere rækker.
Her bliver vores opgave både meget lille og meget stor. Det handler ikke nødvendigvis om at gøre noget, men om at kunne være sammen med et andet menneske, når livet viser sig i sin mest nøgne form. Jeg kalder det nærværende tilstedeværelse. At blive og at finde ro og mod til at være til stede med nærvær, kærlige øjne og varme hænder.
Jeg ville ønske, at både fødslen og døden var mindre fremmede for os. At de igen fik en mere naturlig plads i vores fællesskaber og i vores forståelse af, hvad et menneskeliv er.
For når fødsel og død bliver noget, vi helst ikke taler om eller ser på, risikerer vi også at miste kontakten til noget væsentligt ved livet. At forholde os til vores egen og hinandens dødelighed behøver ikke være livsfjernt eller dystert. Måske er det tværtimod en måde at komme tættere på livet.
På denne tid af året sender jeg altid en tanke til dem, der er gået før mig. Jeg tænker på det liv de levede og måske taler vi om dem hjemme og lader på den måde deres fortællinger leve videre gennem os.
Vi står alle i en lang række af mennesker, der har levet før os. Nogle af dem kender vi navnene på. Andre er for længst forsvundet ud af familiens fortællinger. Men noget er blevet givet videre. Kærlighed og omsorg. Historier og traditioner. Viden og værdier. Men også sorg, tavshed, frygt og måder at leve på, som måske ikke længere tjener os.
Og her bliver arbejdet med vores rødder interessant. For at ære dem, der kom før os, behøver ikke betyde, at vi skal bære alt videre. Vi ære vores formødre og forfædre ved at tage imod det livgivende og samtidig lade noget standse hos os. Gamle mønstre. Tavshed. Skam. Måder at svigte os selv eller hinanden på.
Det er et smukt billede for mig, at når et menneske begynder at hele noget i sit eget liv, kan bevægelsen række både bagud og fremad gennem generationerne.
Vi kan ikke ændre det, der skete. Men vi kan ændre, hvad der får lov til at leve videre gennem os.
Ved Allehelgen tænker jeg også på mit eget liv, som en måde at gøre status og se på, om der er noget, der trænger til en justering. Jeg tænker også på hvilket aftryk jeg gerne vil sætte i verden og på dem, der skal komme efter mig.
Mine børn, børnebørn og oldebørn. Og mennesker jeg aldrig kommer til at møde. Hvad vil jeg gerne give videre til dem? Og hvilken verden ønsker jeg, at de skal vokse op i?
Jeg tænker også på jorden, på vandet, skovene, dyrene og klimaet. Og på den måde, vi vælger at leve vores liv på.
For vi er ikke adskilt fra naturen. Vi er natur.
Måske er bæredygtighed ikke kun et spørgsmål om forbrug og ressourcer. Måske er det også et spørgsmål om forbundethed.
Når vi oplever jorden som noget, vi tilhører, frem for noget, vi ejer, bliver omsorgen for den også mere personlig og vi kan fokusere på, hvilket aftryk, vi sætter.
Hvordan mennesker har det efter at have været sammen med os. Hvad vores børn lærer om kærlighed, krop, grænser og tilhørsforhold gennem os. Hvilke fortællinger vi giver videre. Hvilke fortællinger vi vælger at afslutte. Hvordan vi behandler den jord, der skal nære mennesker længe efter, at vores egne fodspor er væk.
Og hvilke frø vi planter, selvom vi aldrig selv kommer til at sidde i skyggen af træerne.
Hvis du har lyst til at lave dit eget årstidsritual, kommer der her et forslag til, hvordan du gør aftenen til en særlig begivenhed:
- Saml naturens sidste gaver: blade, nødder, blomster osv. og lav et lille årstidsalter.
- Tænd et lys for dem, du har mistet og send dem en kærlig tanke.
Læs følgende spørgsmål og skriv de svar ned, som kommer til dig:
- Hvad ønsker jeg at give videre til de næste generationer?
- Hvad må gerne slutte hos mig?
- Hvad ønsker jeg at passe bedre på?
- Hvilke frø vil jeg så for mennesker, som jeg måske aldrig selv kommer til at møde?
Du kan dele et måltid i stilhed eller med nære kvinder for at ære livet og døden som to sider af samme cyklus.
Uanset hvordan du tilbringer resten af din dag og aften, ønsker jeg dig en velsignet Allehelgens aften. Må det, vi efterlader, blive til næring for det liv, der kommer efter os.